• LFor nylig var jeg på en af mine foretrukne vinbarer på Nørrebro, Sabotøren, som ligger i Fensmarksgade, og som udelukkende beskæftiger sig med økologiske og biodynamiske vine – www.sabotøren.dk . Jeg sad udenfor i solen sammen med min gode ven Jesper, og vi nød en meget spændende hvidvin fra Le Clot de l’Origine, som ligger i Maury i Languedoc-Roussillon.
    Vinbonden Marc Barriot er autodidakt og stammer fra Bandol. I 2004 installerede han sig i Maury, hvor han har 10 HA vinmarker. Han har fra start arbejdet økologisk, og han arbejder også ud fra biodynamiske principper og benytter udelukkende naturgær. Le Clot de l’Origine blev certificeret økologisk i 2009.
    Vi smagte Marc Barriots “L’Original” 2016, som hovedsageligt er fremstillet på druen Macabeu med et lille skvæt Muscat à petit grains og Grenache Blanc. Det er en spændende og herligt udfordrende hvidvin med en smag og duft med æble og grape og en god frisk syrlighed. Den har en god fylde og længde. Jesper og jeg blev enige om, at den, udover at drikke den, som vi gjorde, uden noget til, vil egne sig til ikke faste oste som f.eks. chevre, og vi fik begge lyst til at servere den til grillet gambas med aïoli. På Sabotøren koster et glas 65 kr. og hvis man vil have en flaske med hjem, så koster den 145 kr.