Vinedos Emiliana blev etableret i 1986 af familien Guilisasti. Med sine omkring 1550 HA vinmarker er Vinedos Emiliana verdens største økologiske vingård; her arbejdes også ud fra biodynamiske principper. Vinene fra Vinedos Emiliana kommer udelukkende fra egne vinmarker, man opkøber ikke druer, og markerne er beliggende i Casablanca, Maipo og Rapel dalene, som regnes for de bedste vinområder i Chile. I 2015 blev Emiliana udnævnt til “Winery of the Year” af den chilenske vinorganisation Wines of Chile.
Her skal vi smage Signos de Origen Pinot Noir “El Rincón” 2014, som er lavet med druer fra Casablanca dalen, nemlig fra marken El Rincón, og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet af vinmageren Alvaro Espinoza og er lagret 10 måneder på 75% franske egefade og de resterende 25% i store æggeformede tanke. I glasset er vinen klar, medium transparent, mens næsen byder på klare Pinot Noir noter, hindbær, lidt lyse blommer, kirsebær, blomster, nelliker, røg, vanilje, sødme og sådan let animalsk i udtrykket. I munden er vinen ikke ultra let, men nem, tilgængelig med hindbær, hvid peber og en smule eg. Syren er en smule stram og peberen er meget gennemgående, men et ganske okay Pinot Noir, som vi drak til en god sammenkogt ret med lam. Vi har købt den på tilbud i Superbrugsen Nørrebrogade til 89 kr. pr. flaske.