Jeg besøgte Domaine de Fenouillet første gang i 1990, da jeg boede i Vacqueyras og skulle skrive en artikel om vinene fra Beaumes-de-Venise til det daværende “Vinmagasinet”. Da jeg skulle vælge, hvilke vinbønder jeg ville besøge i forbindelse med min bog “Mit Liv med Vin og Musik”, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle genbesøge Domaine de Fenouillet. Jeg blev modtaget med åbne arme af de to brødre Patrick og Vincent Soard, som i 1988 havde overtaget deres familiegård efter faderen Yvon, som havde leveret gårdens druer til det lokale kooperativ. Brødrene besluttede sig hurtigt for, at de ville fremstille vin under eget navn og vinificere deres vin selv, så i 1989 blev deres første årgang født under navnet Domaine de Fenouillet. Patrick og Vincent fik certificeret deres vin økologisk i 2012.
Her skal vi smage deres “Cuvée Terres Blanches 2013, som er fremstillet af druerne Grenache, Syrah og Mourvèdre, og hovedparten er Grenache. Her er duft og smag af røde bær, hindbær og solbær. En dejlig kompleks og fyldig vin med fløjlsbløde tanniner. Den vil egne sig til forskellige kødretter med provencalske grøntsager. Patrick fortæller, at de selv har forsøgt sig med at servere den til fisk, f.eks. “filet de rouget”, rødmulle.
Domaine de Fenouillet, som også producerer rød og hvid AOC Ventoux og en skøn Muscat de Beaumes-de-Venise,  har desværre ikke nogen dansk importør, som de ellers godt kunne fortjene. Du kan læse mere om Domaine de Fenouillet i “Mit Liv med Vin og Musik”, som kan købes her: shop.olafssongs.dk
Her kan du se et lille interview med Patrick Soard og samtidig lytte til det stykke musik, som Kristian Rømer, Ole Højer Hansen og jeg selv har indspillet inspireret af vinene fra Domaine de Fenouillet: 13 ▶ Domaine de Fenouillet i Beaumes-de-Venise, musik Kristian & Jens Rømer, Ole Højer Hansen af Jens Rømer