1. Vi var for nylig en lille tur på vores stamvinbar Vini Vino, Fælledvej 15 på Nørrebro, www.vinivino.dk , hvor vi fik skænket et glas liflig Chianti fra Azienda Agricola Salcheto, som dyrker deres vin efter økologiske og biodynamiske principper. Den 74 HA store vingård er drevet af Michele Manelli, som generelt arbejder meget med bæredygtighed, og Salcheto blev af Gambero Rosso udnævnt til “Sustainable Winery of the Year 2014”. Salcheto er opkaldt efter en lille flod, som udspringer for foden af byen Montepulciano.
    Vi smagte Salchetos “Chianti Colli Senesi 2015”, som er fremstillet af druerne Sangiovesi (85%), Canaiolo (8%) og Mammolo (7%), og druerne kommer fra marken “Poggio Piglia”. Her bruger man udelukkende de naturlige gærceller, som sidder på druerne og vinen bliver ikke svovlet. Det er en behagelig frisk og sprød vin med duft og smag af hyldebær, kirsebær, hindbær og en tør og let krydret afslutning med god fylde – en flot, harmonisk og let drikkelig vin, som vil egne sig til fisk, kylling, pasta og pizza, eller bare som en dejlig aperitif. På Vini Vino koster et glas 59 kr., og hvis man vil have en flaske med hjem, koster den 139 kr.