Jeg besøgte Domaine Aubai Mema for første gang i juni 2015 i forbindelse med arbejdet med min bog “Mit Liv med Vin og Musik”. I 2002 købte englænderen Mark Haynes 10 hektar vinmarker i byen Aubai, en smuk middelalderby beliggende syd for Nimes. Han overtog det gamle nedlagte cooperativs bygninger, som kunne være scenen i en James Bond film, udstyrede dem med nyt, moderne udstyr med tilstødende plads til fadlagring af vinen. Mark Haynes, gentleman vinbonden, som han bliver kaldt i området, arbejder ud fra biodynamiske principper. Hans vinmarker med 60 år gamle Grenache og Carignan-vinstokke og nyplantede Syrah-, Cabernet Sauvignon-, Chardonnay- og Viognier stokke ligger godt beskyttet for vind og vejr af de omkringliggende skovklædte bakker og den Sydfranske maki “Les Garrigues”.
Her skal vi smage Aubai Mema “Lunatico” 2013, som er fremstillet udelukkende af druer fra Mark Haynes gamle Grenache vinstokke. Den har en dyb mørk farve og en tæt duft og smag med hyldebær, lakrids, peber, solbær, krydderier og en lille behagelig sødme. Den slutter med et lille behageligt tanninbid og har en god fylde og længde. Mark Haynes drikker selv gerne Lunatico til vildt eller til f.eks. tyrekød fra det nærliggende Camargues område med masser af friske grøntsager, tomater, courgetter, auberginer, hvidløg, sorte oliven og provencalske krydderier.
Vinen kan købes i Løves Bog- og Vincafé i Nørregade 32 i Århus, www.loeves.dk , hvor et glas Lunatico koster 110 kr., en flaske 450 kr., og vil man have en flaske med hjem, kan man købe den til 159 kr.
Du kan læse mere om Mark Haynes og Domaine Aubai Mema og lytte til Lars Bo Kujahns smukke “Lunatico” skrevet under inspiration af Marks vine i “Mit Liv med Vin og Musik”, som kan købes på: shop.olafssongs.dk .Her kan du se et lille interview med Mark med underliggende musik: 1 ▶ Vinbondebesøg på Aubai Mema i Languedoc – interview med Marc Haynes med musik af Lars Bo Kujahn af Jens Rømer