For et par uger siden var jeg til release på Backstage Wine Club’s nye sætliste Vol 9. Sætlisten består af 6 udsøgte vine fra Frankrig, Italien og Spanien, og alle er økologiske, og som medlem af Backstage kan man købe sætlisten for 820 kr. – tjek http://www.backstagewine.com
Ingolfs Kaffebar på Amager lagde hus til releasefesten, og vi fik lov til at smage alle seks vine. I det næste stykke tid vil jeg præsentere alle seks vine fra Vol 9 sætlisten.
Jeg starter i Sydfrankrig i Corbières, hvor vi smagte en skøn vin fra den 7,5 hektar store vingård Domaine de l’Hirondelle, “svalernes bakke”, som ligger i den lille søvnige landsby Douzens. Domaine de l’Hirondelle ejes af parret Didier Ferrier og Jennifer Buck. Du kan læse mere om domainet i min bog “Mit Liv med Vin og Musik”, som kan købes her: shop.olafssongs.dk
Vi smagte deres Cuvée Cocolico 2011, som er fremstillet på druerne Chenancon (40%), Grenache (40%) og Syrah (20%). Det er lidt af en frugtbombe med duft og smag af modne bær, solbær, blåbær, sydfranske krydderier (garrigues) og et anstrøg af peber, kraftig og krydret. Den er blød og rund med lidt rustikke tanniner. Den vil passe fint til krydret mad, f.eks. Chili con Carne eller krydrede asiatiske retter. Jennifer og Didier foreslår en langtidsstegt lammekølle, som er smurt ind i en blanding af olivenolie og hvidløg til denne dejlige vin.
Backstage Wine’s smagepanel skrev bl.a. dette om Cocolico: Intens juice, elegant, fantastisk vin, meget lækker frugt og sødme, very drinkable, kraftig men alligevel fløjlsblød, har sin helt egen karakteristik. Medlemmer af Backstage kan også købe kassens vine enkeltvis, og Cocolico koster 108 kr. ved køb af seks flasker.
Det var fløjtespilleren Jean-Luc Thomas fra Bretagne, som introducerede mig til denne skønne vingårds vine, så jeg bad ham om at skrive et stykke musik inspireret af vinene fra Domaine de l’Hirondelle, lyt her: 8 ▶ Vingårdsbesøg på Domaine Colline de l’Hirondelle, Languedoc, med musik af Jean-Luc Thomas af Jens Rømer