Vi dvæler lidt ved den 9,5 hektar store økologiske vingård Domaine des Espiers, hvor de 3 hektar er beliggende i Gigondas, og som drives af vinbonden Philippe Cartoux. Her skal vi smage hans AOC Gigondas 2013, som er fremstillet på druerne Grenache (70 %) og Syrah (30 %). Den har en kraftig og krydret duft og smag med masser af mørke bær, brombær, solbær, hyldebær og timian og rosmarin, peber og et anstrøg af lakrids. Den er meget fyldig og varer længe i munden, den har tanniner til at gemmes i flere år, men den kan også sagtens drikkes nu, hvis man trækker den op i god tid og evt. dekanterer den – og så smager den endnu bedre dagen efter, hvis man kan gemme en lille sjat. Det er en rigtig vintervin, som egner sig til mørke og krydrede gryderetter, f.eks. en Daube Provencale – en oksegryde med masser af grøntsager, provencalske krydderier og hvidløg, som skal simre længe med et godt glas rødvin i gryden.
Vinen kan købes hos Domaine Brandis – www.domainebrandis.dk – og den koster 169 kr. pr. flaske.
Organisten Sven-Ingvart Mikkelsen har skrevet det smukke stykke “Gigue de Gondas” inspireret af vinene fra Domaine des Espiers. Læs mere om gården og lyt til musikken i min bog “Mit Liv med Vin og Musik”, som kan købes her: shop.olafssongs.dk