I juni 2016 besøgte jeg, i forbindelse med mit arbejde med min bog “Mit Liv med Vin og Musik”, Château des Estanilles i appellationen Faugères i Languedoc, hvor den unge vinbonde Julien Seydoux fremstiller nogle fremragende vine. Her smager vi hans “Cuvée L’Impertinent rouge” 2014, som er fremstillet af druerne Syrah (30%), Grenache (20%), Carignan (15%), Cinsault (15%) og Mourvèdre (20%). Den har en dyb rubinrød farve med en ekspressiv duft og smag af røde bær, peber, og krydderier. Stilen er mineralsk med elegante tanniner, som forstærker dens friskhed, kompleksitet og balance. Julien Seydoux drikker den gerne til kylling med en god, lidt kraftig sovs, men den kan drikkes til alle typer fisk og kød.
Vinen kan købes i vinklubben Backstage Wine, www.backstagewine.com , og vinklubprisen er 99 kr., og er man ikke medlem kan man købe den til 110 kr.
Det er min nevø Jens Hesselbjerg Rømer som sammen med NWMNWMNWM har skrevet noget skøn drømmende elektronisk musik inspireret af vinene fra Château des Estanilles, som kan høres på bogens vedlagte Languedoc CD. Bogen kan købes på: shop.olafssongs.dk